![]() Svampe - Wikipedia, den frie encyklopædi. Skitse over frugtlegemet af to svampe (lamelsvamp og rørhat)Svampe (Fungi) er en stor gruppe af organismer, der både har træk fælles med dyr og planter, men er samlet i et selvstændigt rige. Blandt de 1. 00. 0. Andre er parasitter, der lever af levende planter og dyr, eller lever i symbiose med planter ved hjælp af såkaldt mykorrhiza. Svampe er desuden kendt for undertiden at indeholde giftige og psykedeliske stoffer. Al regno dei funghi (Fungi, Linnaeus 1753, dal latino) o miceti, dal greco μύκης (mykes), appartiene una categoria di organismi, da unicellulari a complessi. Selvom svampe er meget almindelige over hele verden, lægges der ikke meget mærke til dem, fordi mange er mikroskopiske og lever et skjult liv f. Nogle arter af svampe bemærkes, når de for at formere sig danner frugtlegemer (fx paddehatte) eller som skimmel- og mugsvampe dækker en overflade og spreder deres sporer. Svampe er længe blevet anvendt til mange forskellige formål, f. Siden 1. 94. 0'erne er svampe blevet anvendt i produktionen af antibiotika, og senere også som producenter af enzymer i industrien , fx til anvendelse i vaskemidler. ![]() Svampe anvendes også som biologiske pesticider imod ukrudt, plantesygdomme eller skadevoldende insekter. Nogle svampe kan have negativ betydning ved at nedbryde materialer og bygninger, eller ved at være årsag til sygdomme blandt mennesker eller husdyr, fx gærsvampesygdomme. Tab af afgrøder som følge af svampesygdomme eller råd kan have stor indflydelse på den lokale fødevareforsyning og økonomi. Den disciplin af biologien, der beskæftiger sig med svampe kaldes mykologi. Mykologi blev tidligere betragtet son en gren af botanik fordi svampe henregnedes til planteriget. Indenfor den nyere biologiske taksonomi henregnes svampe nu til et selvstændigt rige (blandt 6- 7 andre riger), fordi bl. Og hvor man betegner et områdes planter som "flora" og dyreliv som "fauna", betegnes et områdes svampeliv som "funga". Svampe har været kendt af mennesker som spiselige i tusinder af år, bl. Die Pilze (Fungi) sind in einer heute noch gebräuchlichen, aber veralteten Klassifikation das dritte große Reich eukaryotischer Lebewesen neben den Vielzelligen.
Kina.[1] I antikkens Rom kendte man ligeledes til både spiselige og giftige svampe, og man troede på den tid at de var "udvækster" fra fugtig jord. Først i 1. 71. 0 opdagede italieneren Pier Antonio Micheli, at svampe formerer sig ved sporer og han beskrev en lang række arter. Det er dog hollænderen Christian Hendrik Persoon (1. Elias Fries (1. 79. Traditionelt var svampene inddelt i fire grupper: sæksvampe, basidiesvampe, koblingssvampe og "imperfekte svampe".[4] Til midten af 1. Siden er dette blevet bekræftet af undersøgelser på celleniveau og senest også molekylære studier.[5] Kladogram der viser svampes slægtskabmed bl. Før indførelsen af molekylære metoder for fylogenetisk analyse betragtede taksonomister svampe som hørende til planteriget på grund af lighederne i vækst: både svampe og planter er hovedsageligt immobile og ligner hinanden i generel morfologi og voksested. Ligesom planter vokser svampe ofte i jord, og danner for nogle svampes vedkommende kraftige frugtlegemer, der kan ligne visse planter såsom mosser. I dag anses svampe for at høre til et selvstændigt rige - adskilt fra både planter og dyr, som de formodes at have udviklet sig fra for en milliard år siden.[7][8] Visse morfologiske, biokemiske og genetiske træk har de til fælles med andre organismer, mens andre er unikke for svampe og dermed adskiller dem klart fra andre riger. Selv om svampene traditionelt medtages i mange, botaniske undervisningsforløb og lærebøger, anses de nu for at være nærmere beslægtede med dyr end med planter, og de bliver anbragt sammen med dyrene i den monofyletiske gruppe, opisthokonta (af græsk: opísthios = bagved, kontos = pol, flagel).[1. Undersøgelser af den molekylære fylogenetik støtter svampenes oprindelse i en monofyletisk gruppe.[1. Svampe er en af de mest artsrige grupper af organismer i den danske natur. Det skønnes er der findes omkring 8. Danmark, men mange er endnu ikke registreret. Af disse kan 3. 00. De fleste af disse storsvampe findes i skove. Den rigeste funga findes i gamle naturskove, hvor dødt ved ikke fjernes, som det er tilfældet hvor der drives intensivt skovbrug.[1. Svampes frugtlegemer ses i Danmark især sidst på sommeren og om efteråret. De behøver fugtigt vejr igennem flere dage, for at kunne udvikles. Små arters frugtlegemer kan dannes på få timer, mens de større arters normalt udvikles på et par dage. Hvis vejrforholdene er gunstige kan frugtlegemer herefter stå i flere uger. De hårde, konsolformede poresvampe kan dog blive flere år gamle og danner nye porelag året rundt.[3]En del svampe, eller rettere deres frugtlegemer, er spiselige. Der findes en stor variation i smag, farve og konsistens. Som friske indeholder svampe typisk omkring 9. Der er således mere protein i svampe end i grønsager, men mindre end i kød. Indholdet af vitaminer er stort med f. C, D, B1, B2, B6, niacin og folinsyre samt forskellige mineraler og sporstoffer, dog ikke kalk.[2. Svampe er tungt fordøjelige for mennesker og bør derfor tygges grundigt.[2. Svampe er i stand til at danne meget komplicerede organiske forbindelser. En række svampe danner stoffer, der ved indtagelse, kan angribe de menneskelige organer, fx nyrer og lever, hvilket i nogle tilfælde kan medføre døden. I Danmark er den almindeligste årsag til forgiftninger stoffet alfa- amanitin, der bl. Andre giftstoffer er orellanin og gyromitrin, der findes hos henholdsvis giftslørhatte[2. Gyromitra esculentia). Endelig findes stoffet muscarin, der virker som en nervegift på hjertet. Det findes hos mange svampearter, som f. Inocybe).[2. 2] Muscarin kan neutraliseres med atropin.[3]Mange svampe indeholder desuden betydelige mængder af tungmetaller, især cadmium. Dette er målt i arterne gulhvid champignon og landsby- champignon, men optages muligvis ikke af mennesker, der spiser disse svampe.[3]Andre svampe har desuden en hallucinerende virkning som f. Mange svampe har en form for symbiose med organismer fra andre biologiske riger, fx planter, dyr eller bakterier.[2. Symbiosen kan for den anden organisme (værten) enten være gavnlig eller skadelig (i nogle tilfælde dog ingen af delene). Der kan i relationen mellem svamp og vært altså både være tale om mutualisme, parasitisme og kommensalisme. Laver er en symbiose mellem svampe og visse alger. Symbiose med planter ved hjælp af mykorrhiza, hvor svampens mycelium gror ind i plantens rødder, er en af de bedst kendte relationer mellem planter og svampe, og den er af stor betydning for planters vækst og livsmuligheder i mange økosystemer. Over 9. 0% af alle plantearter har symbiose med svampe, og kan være afhængige af dette for at overleve.[2. Det øger ofte plantens optagelse af uorganiske forbindelser, f. Hyfer, der tilsammen danner et mycelium og dermed selve svampe- individet. Svampe kan være encellede (gærsvampe) eller flercellede. De flercellede består af hyfer, der er lange celletråde typisk omkring en hundrededel millimeter i diameter.[2. Disse hyfer er forgrenede og danner tilsammen det såkaldte mycelium, der helt kan gennemvæve det medium (fx jord eller planteved) som det vokser i. Svampen sender enzymer ud i omgivelserne som muliggør at de større organiske forbindelser nedbrydes til mindre dele, således at de bliver tilpas små til at kunne optages gennem cellevæggene. Det er på denne måde svampen optager næring. Det er for de flercellede svampe myceliet, der kan siges at være selve svampeindividet. Det samme individ (eller genetisk ens gruppe af individer) kan med tiden udbrede sig over et meget stort område og opnå en høj alder. F. eks. er en genetisk ens gruppe af individer af arten mørk honningsvamp (Armillaria ostoyae), der vokser i en nåleskov i Oregon (USA), blevet målt at dække et område på 9. I modsætnig til det næsten skjulte mycelium kan svampens eventuelle frugtlegeme ses over jorden som fx en paddehat. Svampe lever først og fremmest af at nedbryde organisk materiale. Eksempelvis er tåge- tragthat en af de vigtigste nedbrydere af blade, grene og kviste. Svampe hører sammen med bakterier til de vigtigste nedbrydere i naturen, og er en nødvendig forudsætning for at stofkredsløbet kan opretholdes. Fungi - Wikipedia, la enciclopedia libre. Hongos. Rango temporal: 6. Ma- 0 Ma. Ediacárico - Reciente. En el sentido de las agujas del reloj: Amanita muscaria, un basidiomiceto; Sarcoscypha coccinea, un ascomiceto; pan cubierto de moho; un quitridio; un Aspergillusconidióforo. Taxonomía. Dominio: Eukaryota. Reino: Fungi. Linneo, 1. Supergrupos y divisiones. Sinonimia. Fungi Bartling, 1. Engler, 1. 88. 8, Jahn & Jahn, 1. Inophyta Haeckel, 1. Nematophyta Haeckel, 1. Eumycetes Eichler, 1. Mycetes Haeckel, 1. Fungaceae Saccardo, 1. Mycophyta Schussnig, 1. Eumycetae Smith, 1. Eumycophyta Tippo, 1. Eumycota Whittaker, 1. Whittaker, 1. 96. Wikidata]Enbiología, el término fungi (latín, literalmente "hongos") designa a un grupo de organismos eucariotas entre los que se encuentran los mohos, las levaduras y los organismos productores de setas. Se clasifican en un reino distinto al de las plantas, animales y protistas. Se distinguen de las plantas en que son heterótrofos; y de los animales en que tienen paredes celulares, como las plantas, pero compuestas por quitina, en vez de celulosa, y en que se alimentan por absorción, como las plantas. Se ha descubierto que organismos que parecían hongos en realidad no lo eran, y que organismos que no lo parecían en realidad sí lo eran, si llamamos "hongo" a todos los organismos derivados del que ancestralmente adquirió la capacidad de formar una pared celular de quitina. Debido a ello, si bien este taxón está bien delimitado desde el punto de vista evolutivo, aún se están estudiando las relaciones filogenéticas de los grupos menos conocidos, y su lista de subtaxones ha cambiado mucho con el tiempo en lo que respecta a grupos muy derivados o muy basales. Los hongos se encuentran en hábitats muy diversos: pueden ser pirófilos (Pholiota carbonaria) o coprófilos (Psilocybe coprophila). Según su ecología, se pueden clasificar en cuatro grupos: saprofitos, liquenizados, micorrizógenos y parásitos. Los hongos saprofitos pueden ser sustrato específicos: Marasmius buxi o no específicos: Mycena pura. Los simbiontes pueden ser: hongos liquenizados basidiolichenes: Omphalina ericetorum y ascolichenes: Cladonia coccifera y hongos micorrízicos: específicos: Lactarius torminosus (solo micorriza con abedules) y no específicos: Hebeloma mesophaeum. En la mayoría de los casos, sus representantes son poco conspicuos debido a su diminuto tamaño; suelen vivir en suelos y juntos a materiales en descomposición y como simbiontes de plantas, animales u otros hongos. Cuando fructifican, no obstante, producen esporocarpos llamativos (las setas son un ejemplo de ello). Realizan una digestión externa de sus alimentos, secretandoenzimas, y que absorben luego las moléculas disueltas resultantes de la digestión. A esta forma de alimentación se le llama osmotrofia, la cual es similar a la que se da en las plantas, pero, a diferencia de aquellas, los nutrientes que toman son orgánicos. Los hongos son los descomponedores primarios de la materia muerta de plantas y de animales en muchos ecosistemas, y como tales poseen un papel ecológico muy relevante en los ciclos biogeoquímicos. Los hongos tienen una gran importancia económica: las levaduras son las responsables de la fermentación de la cerveza y el pan, y se da la recolección y el cultivo de setas como las trufas. Desde 1. 94. 0 se han empleado para producir industrialmente antibióticos, así como enzimas (especialmente proteasas). Algunas especies son agentes de biocontrol de plagas. Otras producen micotoxinas, compuestos bioactivos (como los alcaloides) que son tóxicos para humanos y otros animales. Las enfermedades fúngicas afectan a humanos, otros animales y plantas; en estas últimas, afecta a la seguridad alimentaria y al rendimiento de los cultivos. Los hongos se presentan bajo dos formas principales: hongos filamentosos (antiguamente llamados "mohos") y hongos levaduriformes. El cuerpo de un hongo filamentoso tiene dos porciones, una reproductiva y otra vegetativa.[1] La parte vegetativa, que es haploide y generalmente no presenta coloración, está compuesta por filamentos llamados hifas (usualmente microscópicas); un conjunto de hifas conforma el micelio[2] (usualmente visible). A menudo las hifas están divididas por tabiques llamados septos. Los hongos levaduriformes —o simplemente levaduras— son siempre unicelulares, de forma casi esférica. No existe en ellos una distinción entre cuerpo vegetativo y reproductivo. Dentro del esquema de los cinco reinos de Wittaker y Margulis, los hongos pertenecen en parte al reino protista (los hongos ameboides y los hongos con zoosporas) y al reino Fungi (el resto). En el esquema de ocho reinos de Cavalier- Smith pertenecen en parte al reino Protozoa (los hongos ameboides), al reino Chromista (los Pseudofungi) y al reino Fungi todos los demás. La diversidad de taxones englobada en el grupo está poco estudiada; se estima que existen unas 1,5 millones de especies, de las cuales apenas el 5 % han sido clasificadas. Durante los siglos XVIII y XIX, Carlos Linneo, Christiaan Hendrik Persoon, y Elias Magnus Fries clasificaron a los hongos de acuerdo a su morfología o fisiología. Actualmente, las técnicas de biología molecular han permitido el establecimiento de una taxonomía molecular basada en secuencias de ácido desoxirribonucleico (ADN), que divide al grupo en siete filos. La especialidad de la biología que se ocupa de los hongos se llama micología, donde se emplea el sufijo - mycota para las divisiones y - mycetes para las clases. El término «Fungi» es el plural de la palabra latinafungus, empleado ya por el poeta Horacio y el naturalista Plinio el Viejo para nombrar a sus cuerpos fructíferos, que en castellano dio origen a la palabra «hongo» así como a la palabra fungus en inglés.[3] En cambio, en otros idiomas la raíz es el vocablo de griego antiguo σφογγος (esponja), que hace referencia a las estructuras macroscópicas de mohos y setas; de esta han derivado los términos alemanes Schwamm (esponja), Schimmel (moho), el francés champignon y a través de este último el español «champiñón».[4] La disciplina que estudia los hongos, la micología, deriva del griego mykes/μύκης (hongo) y logos/λόγος (discurso); [5] se cree que fue creada por el naturalista inglés Miles Joseph Berkeley en su publicación de 1. The English Flora of Sir James Edward Smith, Vol. Características[editar]. Vista de un hongo Coniophara también conocido como "hongo oreja" pudriendo un tronco de madera. Antes del desarrollo de los análisis moleculares de ARN y su aplicación en la dilucidación de la filogenia del grupo, los taxónomos clasificaban a los hongos en el grupo de las plantas debido a la semejanza entre sus formas de vida (fundamentalmente, la ausencia de locomoción y una morfología y ecología similares). Como ellas, los hongos crecen en el suelo y, en el caso de las setas, forman cuerpos fructíferos que en algunos casos guardan parecido con ejemplares de plantas, como los musgos. No obstante, los estudios filogenéticos indicaron que forman parte de un reino separado del de los animales y plantas, de los cuales se separó hace aproximadamente mil millones de años.[6][7]Algunas de las características morfológicas, bioquímicas y genéticas de los hongos son comunes a otros organismos; no obstante, otras son exclusivas, lo que permite su separación de otros seres vivos. Como otros eucariotas, los hongos poseen células delimitadas por una membrana plasmática rica en esteroles y que contienen un núcleo que alberga el material genético en forma de cromosomas. Este material genético contiene genes y otros elementos codificantes así como elementos no codificantes, como los intrones. Poseen orgánulos celulares, como las mitocondrias y los ribosomas de tipo 8. S. Como compuestos de reserva y glúcidos solubles poseen polialcoholes (p. Al igual que los animales, los hongos carecen de cloroplastos. Esto se debe a su carácter heterotrófico, que exige que obtengan como fuente de carbono, energía y poder reductor compuestos orgánicos.
0 Comments
Leave a Reply. |
AuthorWrite something about yourself. No need to be fancy, just an overview. Archives
October 2017
Categories |